Undervisningen i faget historie bygger i høj grad på anvendelse af kilder. Disse kilder kan være alt fra genstande, film, lydklip og tekster. Især tekster, gengivelser af oprindelige eller forskellige tiders beskrivelser af tidligere tider er et af de områder af portalen, hvor eleverne henter deres viden. Derfor er forståelsen af disse tekster uhyre vigtigt, hvilket vi medtænker i udarbejdelsen af artiklerne, ordforklaringerne og aktiviteterne.
I Fælles Mål 2009 begrundes faglig læsning i historie bl.a. på følgende måde: ”Samfundet i dag har brug for, at alle er kompetente læsere af fagtekster” (Fælles Mål for Historie 2009, side 34). Læsningen skal med de nye Fælles Mål 2009 ud i alle fag og ikke kun være en del af danskfaget. Derfor har vi på danskhistorie.dk lavet flere aktiviteter og tiltag for at styrke arbejdet med faglig læsning i faget historie.
I forbindelse med artiklerne vil eleverne derfor møde funktioner, der gør selve læsningen af teksterne nemmere og mere overskuelig. Der kan vælges mellem forskellige sværhedsgrader, oplæsning af teksten med programmet "Adgang for Alle", og der findes ordforklaringer i form af ”mouseovers” på udvalgte ord i teksterne.
I portalens mange aktiviteter møder eleverne forskellige teksttyper, og de får gennem spørgsmål og forklaringer hjælp til at aflæse de forskellige teksters budskab. Det kan fx dreje sig om illustrationer og forskellige typer af tekst.
Værktøjskassen
Som en ekstra hjælp har vi udarbejdet en værktøjskasse med forklaringer på nogle af de mange teknikker, der er relevante at benytte, når man arbejder med faglig læsning i historie. I forbindelse med de forskellige teknikker finder du kopiark til brug i historieundervisningen. Disse findes i flere forskellige formater, så du enten kan printe direkte eller selv skrive fx ord, begreber eller en påstand på og printe ud til eleverne.
En vigtig del af arbejdet med den faglige læsning er en evaluering af elevernes arbejde. I den forbindelse har portalen flere muligheder for at teste elevernes læsefærdigheder. Til hver artikel er tilknyttet en mindre quiz, der kan benyttes som en mindre læseprøve.
En vigtig del af faglig læsning er at understøtte eleverne arbejde med forskellige læsestrategier. I den forbindelse er det oplagt, at læreren udvælger nogle af portalens artikler, som eleverne kan bruge til at træne de mange forskellige læsestrategier, såsom skanne- og skimmelæsning, fragmentlæsning, nærlæsning og punktlæsning.
|