Bronzealderen

Bronzealderen varede fra 1.700 f.v.t. til 500 f.v.t. og er opkaldt efter det nye metal – bronze.

Nye tider

Bronze findes ikke i Danmark. Man lærte at lave bronzeting af stammer i Sydeuropa. Sammen med bronzen kom også nye ideer og tanker. Man fortsatte med at leve af landbrug og husdyr, men andre ting ændrede sig meget.

Hvorfor blev det bronzealder?

Den første bronze var ikke bedre til redskaber end flint. Til gengæld kunne man vise, at man var rig og vigtig ved at lave fine ting og smykker af bronze. Senere blev bronze almindeligt og blev også brugt til redskaber.

Stammer

I bronzealderen fandtes Danmark ikke som land. Landet var delt op i mindre dele, hvor forskellige stammer hørte hjemme. Kulturen var dog ret ens i et område, der er det samme som Sydnorge, Sydsverige, Danmark og Nordtyskland i dag.

Landskabet

Landskabet så anderledes ud end det gør i dag. Vejret var lidt varmere. Nogle steder var der dybe skove, men rundt om gårdene var der marker og græsenge. Der var flere moser, søer og vandløb end i dag.

I bronzealderen blev der bygget mange gravhøje. Nogle af dem findes stadig i dag.

Det har vi tilbage

Vi kender kun bronzealderens mennesker fra de redskaber, spor og grave, som de lavede. De skrev ikke noget ned.

Af Anna Severine Beck
Opdateret 9. januar 2012

 
Aktiviteter   Læs mere   Litteraturliste   Museer m.m.

Quiz

Tidsperioder i Danmarkshistorien

Test din viden i spillet "Tidsperioder i Danmarkshistorien" og se, om du har styr på perioderne. (3.-9. klasse).

Smykker som i bronzealderen

Fremstil et smykke, der ligesom bronzealder-folkets smykker fortæller om dem, fortæller hvem du er. (3.-6. klasse).

Det tidligste bronze blev i Danmark mest brugt til smykker og hellige genstande.

Malene Thyssen, www.mtfoto.dk/malene/.

Fakta

Bronzealderen i Danmark:
1700 f.v.t. - 500 f.v.t.

Kort over det område, som den nordiske bronzealderkultur dækkede.

Wikipedia.

Vidste du, at..

menneskene, der levede i bronzealderen ikke selv kaldte det ”bronzealderen”? ”Bronzealder” er et ord, som man har fundet på for at kunne kende forskel på stenalder, bronzealder og jernalder.