Barndom i jernalderen

Der er meget få spor efter børn fra jernalderen. Børn lærte om livet af deres forældre.

Man ved det ikke

Man ved ikke ret meget om, hvordan livet var for børn i jernalderen. Man ved fx ikke, hvornår børn fik deres navn. Man ved heller ikke, hvor gammelt et barn skulle være for at gå over i de voksnes rækker.

Ingen skoler

Der var ingen skoler. Børnene hjalp til i hverdagen og gik med de voksne ud og arbejdede. Sådan lærte børnene, hvordan man dyrkede korn, pløjede marker og samlede planter. De lærte at passe dyr, smede jern, væve og meget mere. Børnene lærte også, hvordan man "passede" guderne.

Historierne om familien og om guderne

Der var ingen bøger i jernalderen, så man kunne ikke lære om familien og guderne ved at læse. Historierne fik børnene fortalt af de voksne. Børnene lærte historierne så godt, at de selv kunne fortælle dem videre til deres egne børn engang.

Legetøj

De fleste børn kan lide at lege. Sådan var det nok også i jernalderen. Man ved bare ikke, hvad de legede dengang. Man har fundet nogle lerkugler med små sten indeni, som rasler, når man ryster lerkuglen. Måske var de legetøjsrangler til små børn.

Mange børn døde tidligt

I samfund uden moderne medicin, læger og hospitaler, dør mange børn ofte i en tidlig alder. Sådan var det nok også i jernalderen. Børnene blev begravet efter de samme skikke som de voksne.

Af Leonora Thofte
Opdateret 17. april 2012

 
Aktiviteter   Læs mere   Litteraturliste   Museer m.m.

Quiz

Lerrangler

Man har måske haft legetøjsrangler af ler i jernalderen, og du skal prøve at lave en kopi. (3.-4. klasse).

At malke gederne var en del af arbejdsdagen.

© Sagnlandet Lejre.

Børnene hjalp med at grutte (male) korn til mel på gruttesten.

© Sagnlandet Lejre.

Vidste du, at..

man også ofrede børn i moserne i jernalderen?