Bolig i jernalderen

Alt, hvad man skulle bruge til at bygge et hus, fandt man i naturen. Husdyrene boede også under jernalderfamiliens tag.

Måden husene var bygget på

Man boede i aflange huse. Væggene var bygget af tørv eller af ler. Gulvet var for det meste også af ler eller af jord stampet hårdt sammen. Taget var lavet af strå. Man kunne også bruge tørv eller tang.

Mennesker og dyr bor sammen

I hvert hus har der nok boet en familie på mellem 8 og 10 personer. Om vinteren boede køer, grise, får, geder og heste i stalden i den ene ende af huset. Om sommeren var dyrene udenfor.

Lys og varme

Midt på gulvet lå ildstedet. Det brugte familien til at lave mad på. Det gav også lys og varme lige omkring bålet. Røgen fra ilden sivede ud gennem stråene eller gennem et hul i taget. Lys kunne også komme ind af hullet. Ellers fik man lys fra døråbningerne og fra små lerlamper med dyrefedt i.

Indretning

Man brugte ikke borde, men man havde vist nok skamler. Man havde heller ikke skabe til at stille ting i. Man brugte hylder, som man hængte op under taget. Mange lerkrukker med korn og frø stod langs væggene og på hylderne.

Andre boligområder

Man havde også kældre til opbevaring af mad. Uden for husene var der brønde og ovne. Der var også huller i jorden, hvor man gravede ler op. Hullerne blev bagefter brugt til at smide affald i.

Af Leonora Thofte
Opdateret 20. marts 2012

 
Aktiviteter   Læs mere   Litteraturliste   Museer m.m.

Quiz

Jernalderhus

Opgaven er at undersøge, hvordan husene så ud i jernalderen for selv at designe og bygge en model af et jernalderhus. Huset skal også indrettes, så en jernalderfamilie ville kunne bo i det. (3.-5. klasse).

Jernalderlampe

Lav jeres egen jernalderlampe og få lys i stuen. Diskutér bagefter lysets betydning for jeres hverdag. (3.-5. klasse).

Sådan kunne et jernalderhus måske have været indrettet med sengene langs væggen ved ildstedet.

© Sagnlandet Lejre.

Fakta

  • Mennesker og husdyr boede i samme hus.
  • Ildstedet var på gulvet midt i huset.

Vidste du, at..

der ikke blev varmere end 10 grader i et jernalderhus om vinteren?