Bronzealderen

Bronzealderen varede fra 1.700 f.v.t. til 500 f.v.t. og er opkaldt efter det nye metal – bronze. Indførelsen af bronze betød store ændringer i stenalderbondens liv og begyndelsen på en helt ny tid.

Nye tider

Mineralerne, der skal til for at lave bronze, findes ikke naturligt i Danmark. Man lærte at bruge og lave ting af bronze hos stammer i Sydeuropa. Med bronzen kom også nye ideer og tanker. Så selvom man fortsatte med at leve af landbrug og husdyr som i bondestenalderen, så ændrede andre ting sig så markant, at man taler om en ny tid.

Hvorfor blev det bronzealder?

Grunden til, at man begyndte at bruge bronze, var ikke fordi den tidlige bronze var bedre at bruge til redskaber end flint, men fordi man kunne vise sin status og rigdom med det. Den første bronze blev mest brugt til fine, måske hellige genstande og smykker. Til redskaber brugte man stadig bl.a. flint. Senere blev bronze mere almindeligt og blev også brugt til arbejdsredskaber.

Stammesamfund

I bronzealderen fandtes Danmark ikke som land. Derimod var landet delt op i mindre regioner, hvor forskellige stammer hørte hjemme. Kulturen var dog ret ensartet stammerne imellem i et område, der dækker det moderne Sydnorge, Sydsverige, Danmark og Nordtyskland. Derfor taler man om en nordisk bronzealderkultur.

Landskabet

Landskabet så anderledes ud, end det gør i dag, og klimaet var mildere. Nogle dele af landet var stadig dækket af tætte skove, men rundt om gårdene var landskabet åbent med marker og græsningsoverdrev. Der var flere moser, søer og vandløb end i dag.

Gennem bronzealderen blev der bygget mange gravhøje, som satte et markant spor på landskabet. En del af dem kan stadig ses.

Det har vi tilbage

Vi kender kun bronzealderens mennesker gennem de redskaber, spor og grave, som de efterlod. De skrev ikke selv noget ned, selvom man andre steder havde opfundet og brugte skriftsprog.

Af Anna Severine Beck
Opdateret 9. januar 2012

 
Aktiviteter   Læs mere   Litteraturliste   Museer m.m.

Quiz

Tidsperioder i Danmarkshistorien

Test din viden i spillet "Tidsperioder i Danmarkshistorien" og se, om du har styr på perioderne. (3.-9. klasse).

Smykker som i bronzealderen

Fremstil et smykke, der ligesom bronzealder-folkets smykker fortæller om dem, fortæller hvem du er. (3.-6. klasse).

  • Tilmeld nyhedsbrev
  • Tilmeld RSS Feeds
  • Tip en ven
  • Få siden læst højt
  • Udskriv

Det tidligste bronze blev i Danmark mest brugt til smykker og hellige genstande. Ringene er fundet i Herslev Mose [...]

Malene Thyssen, www.mtfoto.dk/malene/.

Fakta

Bronzealderen i Danmark:
1700 f.v.t. - 500 f.v.t.

Kort over det område, som den nordiske bronzealderkultur dækkede.

Wikipedia.

Vidste du, at..

menneskene, der levede i bronzealderen, ikke selv kaldte det ”bronzealderen”? ”Bronzealderen” er en betegnelse, som arkæologen C.J. Thomsen har fundet på i 1800-tallet for at kunne adskille perioderne i oldtiden.