Tro og religion i jernalderen

Religionen i jernalderen var sandsynligvis en frugtbarhedsreligion med guder og ånder. Guderne og ånderne var en del af hverdagen, og man ofrede til dem i moserne og i hjemmet.

Hvad troede de på?

Det vides ikke præcist, hvilken religion man havde i jernalderen. Jernaldersamfundet var et landbrugssamfund, så man har nok haft en frugtbarhedsreligion med mange guder. Man ofrede til guderne for at få god høst, for at dyrene og menneskene skulle være sunde og raske, og for at få held og holde onde ånder væk.

Guder

I nogle moser er der fundet træfigurer lavet af grene, der ligner mænd og kvinder. Måske var disse gudefigurer. Vikingetidens guder som Odin, Thor og Freja har deres oprindelse i den senere jernalder, men man ved ikke, hvad guderne hed i den tidlige jernalder.

Offergaver

Offergaverne kunne være hverdagsting, som man troede guderne behøvede som for eksempel - mad, lerkar og husdyr. Det kunne også være særligt værdifulde ting som store drikkekar af bronze eller sølv, heste og vogne.

Moselig

Nogen gange ofrede man endda mennesker i moserne. Nogle at disse jernaldermennesker er blevet bevaret til i dag og kaldes for moselig. De mest kendte moselig fra Danmark er Tollundmanden og Grauballemanden.

Krigsbytteofre i moserne

Man ofrede også krigsbyttet fra overvundne fjender i moserne. Formentlig for at takke guderne for sejren. Krigsbyttet kunne være sværd, skjold, buer, pile, lanser, spyd, ringbrynjer, hesteudstyr og både, men også personligt udstyr som punge, ting til ildslagning samt bælter og knive.

Ofringer i husene

I husene er der fundet mange ofringer af lerkar, dyr, mennesker og guldstykker med figurer på, som var gravet ned i hullerne til tagstolperne, under dørtrinet og væggene eller i stalden.

Offergaver til ilden

Et særligt sted, man ofrede, var under ildstedet. Ilden var både god og ond. Den gav både lys og varme. Ilden hjalp også med madlavning, keramikfremstilling og smedning, men den kunne også ødelægge alt, hvis der gik ild i et hus. Det gjaldt altså om at holde sig på god fod med ilden.

Livet efter døden

De døde blev enten begravet eller brændt på et ligbål. Resterne af ligbålet blev lagt i en krukke og begravet i jorden. Det var almindeligt at få ting med i graven. Formentlig troede jernalderfolket, at man skulle bruge tingene i et liv efter døden. Gaverne kunne være lerkar med mad, personens ejendele, krigerudstyr, redskaber, smykker og ædelt metal.

Af Leonora Thofte
Opdateret 20. marts 2012

 
Aktiviteter   Læs mere   Litteraturliste   Museer m.m.

Quiz

Gaver til guderne

I kan selv fremstille en offermose og vælge offergaver til guderne i mosen. (3.-4. klasse).

Heste ofret til guderne i en mose.

© Sagnlandet Lejre.

Fakta

Offersteder:

  • Moser.
  • Huse.

Sølvkarret fra Gundestrup blev ofret til guderne på kanten af en mose. Her stod det frit fremme til græs og tuer til [...]

Malene Thyssen. © Nationalmuseet.